Det borgerlige liberale Danmark er trængt i defensiven. Dele af den gamle alliance i blå lejr distancerer sig stadigt mere fra det liberale tankegods ved helhjertet at bekende sig til nationalkonservatismen. Samtidig har Socialdemokratiet forladt den tidligere liberale reformpolitik og er slået ind på en mere traditionel udgave af Socialdemokratiet, som blandt andet betyder en begyndende tilbagerulning af nogle af de tidligere reformer.

Den liberale reformdagsorden gik dets sejrsgang i 1980erne, ovenpå oliekriserne i 1970erne og en fejlslagen socialdemokratisk krisestyring. Markedsøkonomiens fremgang kulminerede med en knusende sejr over den socialistiske planøkonomi.

I efterdønningerne på Murens kollaps bredte markedsøkonomien sig til stort set alle afkroge af verden. Ineffektive og urentable aktiviteter og virksomheder under de socialistiske planøkonomier blev lukket og med omfattende omstruktureringer, massive investeringer og lave lønomkostninger transformerede de sig til konkurren

cedygtige deltagere i den internationale arbejdsdeling. Den udvikling skabte en velstandsstigning uden sidestykke i verdenshistorien – til stor gavn for os alle.

Markedsøkonomien har været succesfuld, fordi den er både langt det mest hensigtsmæssige og værdiskabende, da den lader dem, der er bedst til en given opgave, udføre den. Det er netop, hvad markedsøkonomien og konkurrencen sikrer på sigt, ved at dem, der er bedst, udkonkurrerer dem, der ikke er så gode til opgaven. På den måde sikres en optimal anvendelse af ressourcerne.

Reformlysten forsvinder

Det som kendetegner den liberale reformdagsorden, var/er da også troen på markedet som den bedste mekanisme for udvikling af samfundet. Men alligevel synes stadig flere at abonnere på den vrangforestilling, at markedsmekanismen skulle være et nulsumsspil, hvor dem, der klarer sig bedst og skaber profit, opnår den på andres bekostning – at profit skabes ved enten at snyde eller udnytte andre.

Efter en længere reformperiode med de borgerlige liberale som hovedarkitekter, hvor talen om »konkurrencestaten« og nødvendighedens politik dominerede, er appetitten for flere reformer forsvundet. Den intense globale konkurrence skabte krav om en stadig større effektivitet, og i takt hermed blev økonomiske styringsinstrumenter bredt ud til stadig flere områder af økonomien.

Hvert et hjørne af samfundet skulle effektiviseres, og uanset om aktiviteten var

målbar eller ej, skulle den måles og kontrolleres for optimering af ressourceforbruget. Man betragtede samfundet som en produktionsvirksomhed, som den var indrettet under det gamle industrisamfund. Hver en funktion gennem hele processen skulle trimmes, registreres og kontrolleres i effektivitetens hellige navn.

Inkorporering af markedsøkonomien efter den model har haft en høj pris for de borgerlige liberale.

Hvis en liberal i dag efterlyser reformer, bliver det betragtet som et ønske om mere af samme skuffe – flere rationaliseringer, øget arbejdsudbud, strammere økonomiske styring, frisættelse af markedskræfter osv. Den vej vil de færreste længere ned ad. Det er det modsatte, der efterlyses, og det er med god grund – og det burde det også være for de liberale, som fortsat vedkender sig markedsmekanisme.

Realiteten er, at vi befinder os i et paradigmeskift på vej væk fra industrisamfund og ind i et innovationssamfund, hvor markedskræfterne er drevet af nogle helt andre faktorer og mekanismer end dem, der var værdiskabende under industrisamfundet.

Det nye er det nye

De dominerende og mest værdiskabende produktionsfaktorer i industrisamfundet var maskiner og kapital. Før det havde vi landbrugssamfundet, hvor den væsentligste produktionsfaktor var jord. De afgørende produktionsfaktorer for værdiskabelsen formede strukturen i begge samfund ved at

understøtte de respektive dominerende værdiskabelsesprocesser. I industrisamfundet leverede det omgivende samfund ensartethed, disciplineret og uddannet arbejdskraft med forudsigelig og stram regelstyring. Sagen er imidlertid, at vi ikke længere har gevinst ved et samfund struktureret efter industrisamfundets mindset.

Markedet demonstrerer meget tydeligt, hvad der er innovationssamfundets dominerende produktionsfaktorer. Det er markedsmekanismens natur at flytte ressourcerne derhen, hvor de skaber mest værdi. Det værdifulde er ikke længere standardprodukter og ydelser, men derimod det nye og unikke. Det kan ses på, hvordan priserne på standard de seneste årtier er faldet, mens det nye og unikke stiger i pris.

Som en konsekvens af dette, er de dominerende eller mest værdiskabende

produktionsfaktorer ikke længere maskiner eller kapital, men ideer – især radikale ideer, der fører til banebrydende innovationer. Virksomheder fokuserer derfor også i stigende grad på at skabe mere innovation og opfordrer deres ansatte til kreativitet og nytænkning.

Effektivitet og kreativitet opfattes typisk som hinandens modsætninger. Den traditionelle fortælling i virksomheder – »Her er vi effektive« – er derfor i mange virksomheder blevet skiftet ud med »Her er vi kreative og innovative«. Effektivitet er stadig væsentlig, men det er ikke længere altafgørende. Men når folk er passionerede og gør det, de er bedst til, er det naturlige biprodukt effektivitet.

Det skifte betyder, at fremtidens reformer heller ikke handler om at skabe mere effektivitet (om end innovation typisk skaber mere effektive løsninger) og centralisering, men om at skabe iderighed, kreativitet og innovation. Det kræver, at den enkelte får mulighed for at finde, forfølge, dyrke og forstærke sine potentialer, interesser og styrker. Det vil blandt andet også betyde reformer af folkeskolen og uddannelsessystemet generelt.

Det borgerlige liberales gyldne fremtid

Udviklingen betyder mere frihed og mindre ensartethed, for kun ved at forfølge vores individuelle potentialer og styrker opnår vi tilstrækkelig mangfoldighed og spidskompetencer til at blive mere innovative. Til gengæld bliver vi mere afhængige af at kunne samarbejde. Vi står overfor et skifte, der vil ændre vores arbejdsliv, vores værdier og mindset – i samme grad som det skete, da vi bevægede os fra landbrugssamfundet til industrisamfundet. Det er nødvendigt at bygge strukturer, som understøtter det nye paradigme. Det kommer til at kræve reformer – masser af reformer.

Ved at holde fast i markedet som den bedste mekanisme for udvikling af samfundet står de liberale særdeles centralt for at løfte den opgave. Succes for en ny reformdagsorden kræver imidlertid, at de liberale kræfter bliver langt bedre til at forklare behovet for reformer, og at de kommende reformer er af en helt anden karakter og har et helt andet sigte end tidligere reformer. Der er samtidig behov for at opbygge optimisme og tro på fremtiden. Fraværet af en positiv fremtidsvision i en tid med omfattende forandringer og udfordringer skubber mange vælgere i armene på Morten Korch-fortællerne, tilsyneladende i håbet om, at hvis man vender det blinde øje til, vil forandringer gå uden om Danmark.

Lykkes det at skabe en ny reformdagsorden, har vi en ny afgørende skillelinje i dansk politik. En skillelinje, hvor valget står mellem en defensiv nationalkonservativ politik eller en borgerlig liberal politik, som er tilpasset innovationssamfundet og rummer langt større frihed og muligheder for den enkelte end det nationalkonservative alternativ. Her ligger det borgerlige liberales gyldne fremtid.