Valgkampe udgør demokratiets festdage, men ofte udstiller de også demokratiets svaghed. Debatterne handler i helt overvejende grad om diverse kortsigtede løsninger på aktuelle og umiddelbart opståede udfordringer. Det langsigtede perspektiv medtages derimod kun sporadisk eller slet ikke. Sidste valg var dog en undtagelse, da befolkningen ville det anderledes, fordi de var blevet opskræmt af de langsigtede konsekvenser for miljøet.
Valgkampen går den slagen vej. Udover med den traditionelle gaveregn af øget udgifter eller skattelettelser strør partierne om sig med lappeløsninger og justeringer i velfærdsstatens maskinrum, som de med stor patos markedsfører som afgørende reformer. Fakta er, at der under retorikken gemmer sig en generel konsensus om opretholdelse af det velfærdssamfund, som vi har bygget op i Danmark. Kontroverserne om fordeling af byrder og goder under de givne rammer fremføres med kant til politiske modstandere, men reelt er der ingen dybdegående diskussion om, hvordan vores samfund skal udvikle sig for at opretholde vores velstand og sikre borgernes fremtidige behov og ønske i en verden i hastig forandring.
Konsekvensen af den manglende debat om det lange perspektiv er, at vi hele tiden bliver taget på sengen. Uden debat om, hvor vi skal hen, dannes der ikke rum for indsigt i de kommende udfordringer eller deres omfang, og dermed er der heller ikke en fælles forståelse for i tide at gennemføre de reformer, der vil kunne forebygge de kriser, som vi ellers uvægerligt vil løbe ind i. Demokratiet ender med at komme til at springe fra krise til krise, der håndteres med panikindgreb og forhåndenværende tiltag under de givne strukturer, som ellers kunne have været forebygget med reformer baseret på bred opbakning skabt gennem folkelig debat.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har tidligere på året sat ord på, hvad vi har i vente: »The world is changing in big ways. We’re going to see more change in the next 10 years than we saw in the last 50 years.« Om det kommer så vidt, vides ikke, men der er ingen tvivl om, at fremtiden byder på voldsomme forandringer, og at vores velfærdssamfund, som det er opbygget, vil være ude af stand til at rumme de forandringer, som vi står over for de næste 20-30 år.
Udover den demografiske udvikling vil kombination af andre megatrends som globalisering, hastig teknologisk udvikling, voksende individualisering og øget fokus på bæredygtighed forandre vores samfund og værdiskabelsen radikalt de kommende årtier. Værdiskabelsen forskyder sig med stor hast i disse år, ligesom den gjorde, da vi bevægede os fra landbrugssamfundet over i industrisamfundet.
Hvor værdiskabelsen i landbrugssamfundet kom fra jord, forskød den sig i industrisamfundet til maskiner og kapital. Vores samfund blev grundlæggende transformeret, og vi fik et voldsomt velstandsløft med industrisamfundets standardprodukter og -ydelser. Det, vi nu ser som tegn på, at værdiskabelsen igen forskyder sig, er, at priserne på standardvarer og -tjenester de seneste årtier har været stærkt vigende. Der betales derimod betydeligt mere for det nye og unikke. De dominerende og mest værdiskabende produktionsfaktorer er ikke længere maskiner eller kapital, men derimod idéer – især radikalt nye idéer, der fører til banebrydende innovationer.
Vi er allerede i en transformation fra industrisamfundet henimod et innovationssamfund. Det har sat sine spor på eksempelvis arbejdsmarkedet. Her ser vi stigende mobilitet, nye måder at organisere arbejdet på og decentraliseringen af beslutningsprocessen. Men det er kun begyndelsen.
Øget digitalisering kombineret med kunstig intelligens betyder, at en række rutineprægede, veldefinerede jobfunktioner i stadig større grad overtages af robotter og computere. Det gælder ikke bare manuelle jobfunktioner, som indtil nu er blevet påvirket mest, men i stigende grad også kognitive rutinefunktioner og processer. Det betyder, at især mellemindkomster som revisorer, piloter, læger, bankansatte, lærer, advokater etc. vil blive hårdt ramt. Tilsvarende vil der vokse nye jobfunktioner frem som følge af efterspørgsel efter kreativitet, kritisk tænkning, fleksibilitet samt sociale og humane færdigheder. Det kan sammenlignes med skiftet fra arbejde i marken til samlebåndsarbejde i industrien.
Transformationen vil medføre omfattende omallokering af ressourcerne. Det vil betyde stor usikkerhed og markant større ulighed, som vil skabe øget polarisering og risikerer for alvor at splitte os i de kommende årtier. Det er forandringer, vi ikke kan overkomme med den eksisterede danske model blot ved at justere den hist og pist. Der skal en større ombygning til. Altså reelle reformer fremfor justeringer for at opretholde det bestående.
Reformdagsordenen hæmmes voldsomt af, at det ikke er bred indsigt i de langsigtede udfordringer. Uden indsigt og forståelse for omfanget af udfordringerne er det svært at få opbakning til reformer.
Problemet er, at politikerne er helt bevidste om, at der ikke er stemmer i en kompliceret og uoverskuelig debat om den langsigtede udvikling og behovet for grundlæggende reformer. Vælgerne synes kun at have øje for kortsigtet og snævre egeninteresser, og at tingene bare skal holde deres tid ud, og har ringe opmærksomhed på, at løsningerne også skal holde for deres børn og børnebørn.
Politikerne er havneti et selvforskyldt dilemma ved ikke i tide at have taget debatten om, i hvilken retning vores samfund skal udvikle sig. Luxembourgs tidligere premierminister og senere kommissionsformand for EU Jean-Claude Juncker er måske den, som bedst har udtrykt dilemmaet. Han er som politiker citeret for, at »vi ved alle sammen, hvad vi skal gøre. Vi ved bare ikke, hvordan vi skal blive genvalgt, når vi har gjort det.«
Med andre ord kræver det i et demokrati, at der er en bred og folkelig debat om de langsigtede udfordringer, vi står over for, for at skabe forståelse for omfattende forandringer – og især når det indebærer ubekvemme tiltag for at rette op på tingenes tilstand – så de politikere, der sætter dem i værk, bliver bedømt på, om de har gjort, ”hvad der skal gøres”.
I klimadebatten er det lykkedes, fordi FN’s Klimapanel har initieret debatten og ved at beskrive de langsigtede konsekvenser af stigende temperatur og det forhold, at udviklingen er irreversibel. Budskabet om, at der skal handles nu, er gået rent ind og det i en grad, så befolkningen kræver handling af politikerne.
Når det gælderden fremtidige samfundsudvikling, så er den lige så irreversibel, da vi med stor hast flytter os fra industrisamfundet over i innovationssamfundet. Der er akut brug for en debat om, hvordan vi udvikler vores samfund, så det kan overkomme udfordringerne og høste de muligheder, som forandringerne kan give os. Hvad vi gør nu, har konsekvenser for os alle, men allermest for vores børn og børnebørn.
For demokratiets langsigtede overlevelse må vi sætte vores lid til, at medierne lever op til deres ansvar som udfordrer til det etablerede og initiere den nødvendig debat ved at gå de opstillede kandidater på klingen om, hvordan de mener, vores fælles hus skal ombygges, så det kan stå distancen i en verden tæt pakket med forandringer og udfordringer.
Men desværre er det nok en utopi.
