Det er helt afgørende for et samfunds selvforståelse og sammenhængskraft, at man har tiltro til, at det er muligt at gøre fremskridt også uanset social baggrund. I USA har man i mange år haft den amerikanske drøm som en bærende fortælling. Den har været helt central for den amerikanske kultur og amerikanernes selvforståelse siden landets grundlæggelse. I de seneste år er det blevet stadigt svære at opretholde fortællingen. Drømmen om, at alle mennesker har muligheder for at opnå succes og lykke, uanset deres baggrund eller sociale status har fortonet sig og er erstattet af en fortælling om stigende ulighed og faldende social mobilitet. Vi ser i dag et amerikansk samfund præget af frustrationer og stadig ringere sammenhængskraft.
I Danmark har vi ikke uden stolthed brystet os af fortællingen om, at alle mennesker skal have lige muligheder, og i Danmark sikrer vi det ved lige og gratis uddannelse for alle og for de længerevarende uddannelser endda bakket op med økonomisk støtte via SU. Ræsonnementet er, at lige adgang til uddannelse mere eller mindre per automatik frisætter den sociale mobilitet.
Men også i Danmark er der opstået en fornemmelse af, at mobiliteten ikke længere er så stor som tidligere. Et forhold der blev bekræftet af en analyse fra Rockwool fonden, som konkluderede, at den sociale mobilitet efter en kraftig stigning især op igennem 1960’erne, ikke bare var fladet ud, men havde været faldende i en lang årrække, så den sociale mobilitet nu var faldet tilbage til niveauet fra starten 1950’erne.
Social mobilitet kan opgøres på flere forskellige måder, men den mest almindelig metode er at sammenligne forældrenes socioøkonomiske status med børnenes senere socioøkonomiske status. Ofte er der fokus på, i hvor høj grad man uddannelsesmæssigt følger i fodsporene på sine forældre. Altså lav mobilitet, hvis håndværkerens søn bliver håndværker, og lægens søn bliver læge. Og høj social mobilitet, hvis håndværkerens søn i stedet bliver læge eller får en anden højere uddannelse end sine forældrene.
De to mest anvendte måder at måle social mobilitet på er absolut eller relativ social mobilitet. Den absolutte sociale mobilitet måler, i hvilken grad børn bevæger sig op eller ned i forhold til deres forældre status. Mens den relativ sociale mobilitet måler sandsynligheden for, at en person vil bevæge sig op eller ned i forhold til resten af befolkningen.
At den sociale mobilitet nu er tilbage på niveauet fra starten af 50’erne, lyder umiddelbart meget negativt, men det dækker faktisk over, at mobiliteten er stærkt påvirket af en kraftig stigning i det uddannelses-mæssige niveau generelt. Hvis man måler den relative sociale mobilitet som i Rockwool analysen, så får man en markante stigning i den uddannelsesmæssige mobilitet i slutning af 50’erne og op igennem 60’erne og 70’erne. Det hænger sammen med, at opdelingen mellem land og by langsomt blev ophævet med folkeskolereformen i 50’erne, som løftede uddannelsesniveauet især på landet, så alle fik mindst 9 årsskolegang. Det uddannelsesmæssige løft i grunduddannelsen førte automatisk til en både højere absolut og relativ social mobilitet, fordi nu fik især dem i bunden en bedre/højere uddannelse end deres forældre. Effekten af dette løft forsvinder automatisk i løbet af de følgende ca. 30 år, når deres børn også får den nu længere skolegang. Den relativ sociale mobilitet vil derfor begynde at falde tilbage igen.
Der har været tale om et massivt løft i uddannelsesniveauet de seneste 15-20 år og dermed også i den absolutte sociale mobilitet. De nuværende generationer oplever således generelt, når det gælder deres uddannelsesniveau at komme meget længere end deres forældre. Det skyldes, at i takt med at erhvervslivet er blevet mere teknologisk og videns baseret, så er der blevet et større behov for medarbejdere med en højere uddannelse. Hvilket har ført til en øget efterspørgsel efter universitetsuddannede og andre højtuddannede medarbejdere. Den meget kraftige stigning i antallet, der tager en lang videregående uddannelse er primært sket for unge fra hjem, hvor forældrene i forvejen har haft en form for uddannelse. Så selvom der er sket et markant løft i uddannelsesniveauet for alle grupper, så har den ikke været helt så stor for dem med forældre med de lavest uddannelsesniveauer, og derfor fortsætter den relative sociale mobilitet med at falde.
Men det mest markante ved udvikling i uddannelsesniveauet de sidste 15-20 år er udviklingen i mobiliteten for kvinder. Over 60 pct. af kvinderne, der var mellem 30 og 34 år i 2022, har således fuldført en videregående uddannelse. Til sammenligning har godt 45 pct. af mændene i aldersgruppen gjort det samme. Det vil altså sige, at der er en forskel på 15 procentpoint mellem de to køn. Selv om andelen af personer med en fuldført videregående uddannelse er steget for begge køn, er forskellen mellem kønnene også blevet større gennem årene. I 2006 var forskellen således kun 8 procentpoint.
Stigende gab især for de lange videregående uddannelser
Den øgede forskel mellem mænd og kvinder skyldes især, at langt flere kvinder fuldfører en lang videregående uddannelse end for 20 år siden. I 2006 havde kun 13,4 pct. af kvinder mellem 30 og 34 år en lang videregående eller bacheloruddannelse. I 2022 var den tilsvarende andel 28,9 pct. Også flere mænd har fået en lang videregående uddannelse i perioden, men stigningen her har kun været fra 12,9 pct. i 2006 til 22,4 pct. i 2022. Den samme udvikling genfindes i mindre grad også i mellemlange videregående uddannelse. Og i udviklingen for kvindelige indvandrere og efterkommer af indvandre.
Der går således ufattelig godt med mobiliteten i uddannelsen især for kvinder. Hvis man skal være bekymret for udviklingen, så må det gælde de unge mænd. Gabet mellem mænd og kvinders er meget stor og har været voksende, og alt tyder på, at det vil fortsætte med at vokse. Forskellen mellem drenge og pigers karakterniveau folkeskolen er således stor og voksende. Overvejelserne om at indføre strengere krav til karakterniveauet for adgang til gymnasierne vil derfor sandsynligvis gøre gabet i uddannelsesniveau endnu større. Det er ikke et emne, som har haft særlig meget fokus i ligestillingsdebatten, men forskellen i uddannelsesniveauet vil utvivlsomt få en afgørende betydning for forholdene mellem kønnene i fremtiden.
En mønt har som sagt to sidder
Når det gælder uddannelse, har kvinderne således vundet kønskampen med flere længder for flere år siden. Det kaster også et nyt lys og giver en mulig forklaring på det kraftig voksende stress blandt netop de yngre kvinder. Den kraftig stigende i stress skyldes muligvis ikke, som det ofte tilskrives, at kravene er blevet højere, men derimod et kraftigt løft i ambitionsniveauet hos den enkelte, som har ønsket at få og opnået et langt højere uddannelsesniveau. Det kræver naturligvis langt større indsats op igennem uddannelsessystemet, hvis man ønsker at opnå en lang videregående uddannelse. Det vil naturligvis skaber et større pres og for nogle muligvis et for stort pres. Det er derfor også vigtigt at tage en diskussion om, i hvilket omfang vi er kommet i en situation, hvor vi uddanner for mange til for meget, eller at samfundsudviklingen kræver et løbende kompetenceløft. Men endnu vigtigere er det at få sat lys på årsagen til udviklingen for dreng/mænd. Den markante løft for kvinderne tyder på, at årsagen i mindre grad kan tilskrives sociale forhold.
