Regeringen har beskrevet sig selv som et arbejdsfællesskab. Det er en betegnelse typisk brugt af ejerforeninger, når man fra tid til anden har brug for at mobilisere beboerne til at smøge ærmerne op og afsætte en dag til rengøring og opfriskning af ejendommen og de omkringliggende arealer. Den nyvalgte bestyrelse i ejerforeningen Danmark har indkaldt til en fælles arbejdsdag på store bededag, men ingen har endnu skrevet sig på deltagerlisten i opgangen.

Bestyrelsen for Danmark kom til verden med en målsætning om at vedligeholde og sikre, at ejerforeningen fortsat er en af de allerbedste og tryggeste i kvarteret med et rigtigt godt fællesskab – akkurat det, som ligger mange af beboerne på sinde. Man skulle derfor tro, at der ville være bred opbakning til at skrive sig på listen og give et ekstra nap med.

Men nej, bestyrelsen må erkende, at beboerne ikke synes villige til at yde noget for at vedligeholde ejerforeningens fælles arealer. For at overkomme beboernes manglende opbakning har bestyrelsen valgt at godtgøre beboerne for deres deltagelse og med en appel om, at den fællesarbejdsdag bl.a. skal bruges til at hjælpe naboejendommen, som har været udsat for hærværk.

Bestyrelsen forsøger sig også med at fortælle, at ejerforeningen er udfordret af, at foreningens kasse er ved at være tom, blandt andet fordi der skal bruges penge til opsætning af dørtelefoner for at imødegå den stigende kriminalitet i kvarteret. Foreningen har ikke længere råd til at hyre håndværkere, så hvis der skal udbedres noget, er beboerne nødsaget til selv at gøre det. Den slags fortællinger er der imidlertid ikke mange af beboerne, der bider på.

Det er umiddelbart svært for beboerne at forstå, at ejerforeningen ikke bare kan låne penge i banken. Bestyrelsen snakker om noget, de kalder ”manglende strukturelle råderum”, men det har de fleste af beboerne svært ved at forstå og synes, at det må være rigeligt med det ledige rum nede i ejendomskælderen.

Situationen er til en vis grad selvforskyldt, fordi beboerne hele tiden er blevet mødt af forskellige fortællinger fra bestyrelsens side, alt efter hvad der lige er oppe i tiden. Ifølge den sidste bestyrelse var der ikke behov for udbedringer.Og da hele boligforeningen for nylig var ramt af sygdom, bestilte og betalte bestyrelsen takeaway til alle i ejendommen. Dengang var der åbenbart råd til det hele.

Uanset om beboernes manglende medspil er mistro over for bestyrelsens fortællinger eller ulyst, står den nye bestyrelsen med en alvorlig udfordring, fordi den har lovet beboerne, at ejerforeningen vil blive ved med at være kvarterets bedste.

Hvis der ikke hurtigt indtræffer sig en reel kriseforståelse og opbakningen, kan det gå rivende galt for bestyrelsen og foreningens beboere. Snart vil de opdage, at de seneste 15-20 års ændrede vejrforhold har betydet, at taget er blevet utæt og skal udskiftes inden for de kommende år.

Det er noget, der vil ramme alle beboerne, men nogle vil blive hårdere ramt end andre, hvis man ikke i tide erkender problemet og får gjort noget ved det. Det vil uden tvivl føre til spændinger, marginalisering og polarisering blandt beboerne og vil være ødelæggende for fællesskabet i ejendommen. Det er en situation, der vil få en fælles arbejdsdag på store bededag til at blegne.

Ligesom ejerforeningen har foreningen Danmark voldsommere udfordringer i vente. Det er de færreste, der har fået øjnene op for de udviklingstendenser, der udspiller sig nu, og som kommer til at præge fremtiden.

Det er tendenser, der i de kommende år vil forstærke den økonomiske, uddannelsesmæssige og på anden vis ressourcemæssige skævvridning af Danmark, som allerede har fundet sted i de seneste årtier.

Vi er nemlig i gang med en voldsom transformation drevet af megatrends som globalisering, hastig teknologisk udvikling, voksende individualisering og øget fokus på bæredygtighed. Det er en udvikling, der vil forandre vores samfund og værdiskabelsen radikalt de kommende årtier.

Det, vi nu ser, er, at værdiskabelsen er godt i gang med at forskyde sig ved, at de dominerende og mest værdiskabende produktionsfaktorer ikke længere er maskiner eller kapital, men derimod idéer – især radikalt nye idéer, der fører til banebrydende innovationer. Historisk har skift i værdiskabelsen resulteret i et samfundsmæssige paradigmeskift.

Denne transformation fra industrisamfundet henimod et innovationssamfund har allerede sat sine spor på bl.a. arbejdsmarkedet. Her ser vi stigende mobilitet, nye måder at organisere arbejdet på og decentraliseringen af beslutningsprocessen. Men det er kun lige begyndelsen.

Øget digitalisering kombineret med kunstig intelligens betyder, at en række rutineprægede, veldefinerede jobfunktioner i stadig større grad overtages af robotter og computere. Det gælder ikke bare manuelle jobfunktioner, som indtil nu er blevet påvirket mest, men i stigende grad også kognitive rutinefunktioner og processer.

Det betyder, at især mellemindkomster som revisorer, piloter, læger, bankansatte, lærer, advokater etc. vil blive hårdt ramt i form af arbejdsløshed og/eller relativ lønnedgang. Det er grupper, der aldrig tidligere har været ramt af voldsomme forandringer.

Tilsvarende vil der vokse nye jobfunktioner frem som følge af efterspørgsel efter kreativitet, kritisk tænkning, fleksibilitet samt sociale og humane færdigheder. Vellønnede attraktive job fyldt med spændende muligheder. Det kan sammenlignes med paradigmeskiftet fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, hvor arbejdet i marken for mange blev byttet ud med samlebåndsarbejde i industrien.

Transformationen vil medføre omfattende reallokering af ressourcerne og forandringer, som de færreste er klar til. Det nuværende system er slet ikke gearet til at håndtere så voldsomme forandringer.

Bestyrelsen for Danmark står altså over for en større ombygning af det eksisterede danske samfund, som ikke gøres med en fælles arbejdsdag. Det vil ikke alene kræve reformer, der omlægger mange af strukturerne opbygget under industrisamfundet, men også få lagt kimen til en ny samfundsfortælling, som flere kan se sig selv i, og som samtidig skaber opbakning til en omlægning af samfundets strukturer.

Man har forsigtigt taget hul på emnet ved at tale om, at vi skal gå fra at være en velfærdsstat til at være et velfærdssamfund. Vi står over for en stor opgave med at kalibrere statens rolle, så vi også i et innovationssamfund fortsat er beboere i et af de allerbedste og tryggeste kvarterer med et rigtigt godt fællesskab.

Det er et langt, sejt træk, som næppe vil kunne holdes på sporet, medmindre man over mange år har en bestyrelse med bred opbakning (hen over midten).