Udsigterne til at store grupper overflødiggøres af robotter, kunstig intelligens, internet of things m.v. har på det seneste gjort borgerløn til et varmt debatemne. Debatten foregår imidlertid på præmisser knyttet til industrisamfundets strukturer – strukturer der er under hastig forvandling. Lad os i stedet se borgerløn i lyset af fremtidens værdiskabelse.
Der er sket noget meget radikalt med værdiskabelsen igennem de seneste årtier, som viser, at vi er på vej ind i et nyt paradigme. Et paradigmeskifte er ensbetydende med et enormt værdiløft, som skabes med fremkomsten af en ny dominerende og mere værdiskabende produktionsfaktor. Det er samtidig ensbetydende med voldsom re-allokering af ressourcerne.
Det er sket før. Paradigmeskiftet fra landbrugssamfund til industrisamfund foregik, da maskinerne blev mere effektive end landarbejderne og håndværkerne. De ledige ressourcer kanaliseredes over i industriproduktion, som i kraft af maskiner og samlebåndsproduktion var langt mere værdiskabende end landbrugssektoren. Kapital og maskiner blev således den dominerende produktionsfaktor fremfor jorden. Det betød også, at mange blev løftet ud af datidens udbredte fattigdom.
Nu er store dele af værdiskabelsen flyttet væk fra industrigulvet og ideer – gerne radikale ideer, der med nytænkning kan føre til banebrydende innovation eller unikke produkter og ydelser har indtaget scenen, som den mest værdiskabende produktionsfaktor.
Hvordan skal det forstås? Tag for eksempel et glas fra IKEA til 3-4 kr. stykket fyldt med et af tidens mange ”hotte” mineralvands mærker. Indholdet i glasset er langt dyrere end selve glasset, og det til trods for, at mineralvandet i det store hele er identisk med det, der kommer ud af vandhanen, og at glasset er transporteret den halve klode rundt og i øvrigt kan bruges igen og igen. Det er ikke bare prisen på vandet, der er højere. Producentens indtjening er samtidig meget større på mineralvand end på fremstilling af glas. Eksemplet illustrerer industrisamfundets historiske succes, men også at værdiskabelsen er flytte. Mineralvandsfirmaerne fokuserer i højere grad på produktdiversificering og værdiskabelse ved hjælp af innovation og branding. Glasproducenterne, derimod, satser på optimale produktionsprocesser og salg af store mængder til lave priser.
Paradigmeskiftet ses også i den stigende polarisering i både lønninger og priser til fordel for det unikke og specielle. Topfolk og stjerner tjener i dag mange millioner samtidig med, at almindelige udøvere sommetider kan have svært ved at tjene til livet ophold.
Udviklingen har skabt en stor fragmentering og mobilitet. Det gør, at man kan skille de forskellige elementer i værdikæderne ad og flytte dem stort set hvorhen i verden, man måtte ønske det – på samme måde som ting lavet af legoklodser, der kan skilles ad og sætte samme igen på utallige nye måder og dermed skabe noget helt nyt. Fremover vil vi tænke mere i opgaver end i jobfunktioner og kvalifikationer. Det giver ideale muligheder for at lade dem, der er bedst/dygtigst/billigst til en given opgave at udføre den. Dermed er vejen banet for en langt bedre ressourceallokering end hidtil.
Unikke og banebrydende koncepter eller produkter udspringer ofte tilfældigt af en kombination af komplementerende kompetencer, mangfoldighed og ideudveksling. Den enkelte skal derfor ikke nødvendigvis være kreativ og nyskabende. Men det gælder for alle om at udvikle spidskompetencer, der kan kombineres med andres spidskompetencer. Det unikke og banebrydende udspringer af en kombination af komplementerende kompetencer, mangfoldighed og ideudveksling, Den enkelte skal derfor ikke nødvendigvis være kreativ og nyskabende. Det gælder i stedet om have spidskompetencer der kan kombineres med andres spidskompetencer og samtidig er det vigtigt at have modet til at prøve noget nyt.
Mulighederne for at skabe nyt, har samtidig aldrig været bedre. De nye teknologier, materialer, metoder øger mulighederne for nyudvikling dramatisk. Vi kan operere helt ned på atomar, nano- og DNA-niveau og dermed at pille ved naturens basale byggesten, hvilket giver uanede muligheder for at skabe noget grundlæggende nyt. Dertil kommer, at det er blevet langt billigere at udvikle nye ideer i kraft af en række teknologiske landvindinger som 3D-printere, computersimuleringer, genteknologi m.v. samt en meget lettere adgang til information, data, viden og kompetencer. Globaliseringen medfører, at innovationer generelt er blevet meget mere profitable, at markedspenetreringen går hurtigere. Sagt på en anden måde – vi har ressourcerne, mulighederne er nærmest uendelige, og det er blevet både billigere, nemmere og enormt profitabelt, når det lykkes at skabe banebrydende innovationer.
Spørgsmålet er hvordan vi indretter os, så ressourcerne flytter sig til den nye værdiskabelse. Det er i den kontekst, at en debat om borgerløn kan have relevans og perspektiv.
Den teknologisk udvikling vil i fremtiden give langt bedre mulighed for at fokusere på og udvikle sine styrker samtidig er det muligt at slippe for de opgaver, som man er dårlige til eller ikke ”bryder sig om”, ved at outsource opgaver til teknologien eller til andre. Vi har således i fremtiden langt større muligheder for at beskæftige os med det, som interesserer os. Borgerløn vil kunne fungere, fordi fremtidens arbejde netop handler om at udfylde sine potentialer og arbejde med sine interesser og dygtiggøre sig der, hvor man har sine styrker.
Hvis vi skal skabe markant flere radikalt nye ideer – grundlaget for nyskabende innovation – så kræver det, at vi i langt større omfang bruger ressourcer på at prøve os frem. Borgerløn vil understøtte den virketrang, risikovillighed og vedholdenhed, der bliver nødvendig for succes under det nye paradigme.
Endelig har vi aktuelt indrettet os med et system, der i bund og grund er bygget for at understøtte industrisamfundet. Det udgør en barriere for, at borgerne kan udfolde deres muligheder fordi den offentlige forsørgelse beskæres, hvis man ikke forholder sig passivt. Værdiskabelse udenfor det traditionelle arbejdsmarked har trange kår, og systemet er reelt skruet sådan sammen, at des dårligere man er, og des mindre man kan, jo mere støtte får man. Man har således intet økonomisk incitament til at skabe værdi eller søge at springe rammerne med noget nyt og værdiskabende. Gruppen af borgere der således er sat skakmat udgør – sammen med de borgere, der sat til at holde dem i skak – en meget stor del af det danske samfund – og dermed en ikke værdiskabende ressource. En borgerløn vil kunne ændre på dette forhold og dermed understøtte den fremtidige værdiskabelse. Den enkelte vil få større frihed og mulighed for at forfølge sine talenter og udleve sit potentiale og derigennem styrke sit selvværd.
Mennesker, der primært lever af deres borgerløn, vil ikke blive betragtet som samfundet bund. De vil være ligeværdige borgere, der til gavn for samfundet forfølger deres ambitioner og ideer og udnytter deres potentialer. De forfølger det, de selv ønsker, og hvad der giver dem tilfredshed, og samtidig kan det være værdiskabende for samfundet. Man bliver ikke målt på, hvad man har, men hvad man gør. For den enkelte gør det en stor forskel, om man betragtes og opfatter sig selv som parkeret på bistand, eller at man får ”seed-kapital” til at udvikle og kommercialisere sine ideer og potentialer.
Ovenstående lyder radikalt og revolutionerende, men det er langt fra første gang i verdenshistorien, at vores samfund har undergået en så dramatisk udvikling. Ved overgangen fra det ene paradigme til andet brydes det gamle ned og nyt opstår. Det er en sådan proces, vi befinder os midt i, og det er en udvikling, der vil overgå alt, hvad vi i de vestlige lande har oplevet af udfordringer i nyere tid. Når man diskutere borgerløn bør det sket i lyset af den fremtidige værdiskabelse og ikke nutidens industrisamfundsbriller.