Regeringens forslåede reformer på uddannelsesområdet er indtil videre blevet mødt af den sædvanlige modstand, når det gælder forandringer. Man må håbe, at regeringen ikke mister modet, for der er brug for store forandringer.

Regeringen fremlagde forleden det første udspil i sin reform af uddannelsessystemet. Nøgleelementet i udspillet der hedder ”forberedt på fremtiden” er at gøre længden på visse
videregående uddannelser mere varieret – et skridt i den rigtige retning. Men for at vi virkelig kan imødekomme fremtidens udfordringer, kræver det større fleksibilitet ikke kun i forhold til
længden, men især til mulighederne for at skræddersyet indholdet til individuelle interesser og kompetencer.

Uddannelsessystemet har altid været et spejlbilledet af samfundets og tilpasset erhvervslivets behov. I dag er samfundet i en brydningstid, hvor vi bevæger os fra et industrisamfund henimod et langt mere innovativt samfund. Det er en udvikling, der kun vil tage til i styrke. Vi lever samtidig i
en stadig mere digitaliseret, mobil og global verden. Begge dele har enorme betydning for hvordan uddannelsessystemet skal indrettes, hvis det skal leve op til fremtidens krav. Det betyder bl.a. at man ikke i samme grad skal tilrettelægge uddannelsessystemet efter det nationale erhvervsliv og
slet ikke dens aktuelle behov, men i stedet se længere ind i fremtiden.

En mere innovativ fremtid vil fordre en sværm af nye kompetencer og indsigter. Det gælder især bedre samarbejdsevner, mere kritisk tænkning, større refleksion og social intelligens. Det kan imidlertid være svært at forudse, hvilke krav til kvalifikationer de kommende skolebørn, vil blive mødt med, når de rammer arbejdsmarkedet. Ifølge World Economic Forum er det således op imod 50% af dem, som nu er startet i skolen, som vil ende i en jobfunktion, der endnu ikke eksisterer.
Det man ved er, at fremtiden kræver en høj grad af  omstillingsparathed. Det gælder derfor om at lære “at lære”, så man resten af livet via selvstudier, efteruddannelse og anden
kompetenceudvikling er i stand til at videreudvikle sig og tilpasse sig forandringerne. Det er derfor vigtigt, at man gør op med tankegangen om, at man først erhverver alt sin viden og derefter anvender den – Hjernen er ikke et kar, der skal fyldes, men en ild der skal tændes.

I fremtiden vil man stort set kunne erhverve de samme kompetencer uanset, hvor man befinder sig i verden, bare man har en internetforbindelse. Ligesom at langt flere jobfunktioner bliver uafhængige af den fysiske lokation. Det er en udvikling, der er ensbetydende med en langt mere intens konkurrence, når det gælder den enkeltes kompetencer og jobmuligheder.  Udviklingen kræver, at den enkelte skal arbejde hårdt. Men primært med det, som har den enkeltes interesse og hvor man har sine talenter. For den enkelte gælder det om at stræbe efter at være rigtig god til det, som man har talent for og interesse i. Eller sagt på en anden måde: Vi skal alle blive rigtig god til det, vi er bedst til. De ting, som vi er dårlige til eller ikke har interesse i, bliver der i langt højere grad mulighed for at slippe for ved at outsourcede opgaver til teknologien. Ligesom at virksomheder allerede i dag fokuserer på det, de er gode til, og outsourcer resten.

Hvis man skal lykkes med at bevare motivationen i en hård konkurrence, så kræver det at man i langt højere grad får lov til at arbejde med og fordybe sig i det, der har ens interesse, og hvor man mener at have sine styrker. Hvad der tidligere blev opfattet, som helt centrale kompetencer, som for eksempel stavning, regning, læsning og sprog kan håndteres med en smartphone. Det er en udvikling, der reelt kun lige er begyndt. Det betyder, at dem, der tidligere ikke evnede at fyldepaletten helt ud og brugte mange ressourcerne på at kæmpe med deres svagheder, nu skal have mulighed for at koncentrere sig om deres interesser og spidskompetencer. Hvis uddannelses-systemet skal sikre at vi kan leve op til fremtiden krav, kræver det at uddannelser bliver mere inspiration og tilskyndelse til fortsat læring. Alle mennesker er født nysgerrige og stræbsomme. Hvis det ikke forholdt sig sådan, ville vi aldrig lære at gå eller lære at tale et sprog. Men mange mister desværre både deres nysgerrighed og stræbsomhed allerede i løbet af
skoletiden.

Den traditionelle enhedsskoles tætpakkede pensum med den samme klasse, lærer, samme fag til alle, er indrettet til at understøtte et industrisamfund, der er baseret på ensartethed og ikke fremtidens innovationssamfund, som har behov for mangfoldighed og spidskompetencer. Vi er vidt forskellige, og undervisningen burde derfor i langt højere grad optimeret efter den enkeltes behov, interesser og evner. I stedet for at være bundet til den samme klasse, burde man være sammen med dem, man deler interesser og fagligt niveau med. De om-fattende læringsmål, der reelt bliver til mindste fælles-nævner, fungerer som en spændetrøje for både lærer og elever. Den obligatoriske del af pensum skal derfor være langt mindre. Børn og unge skal med deres individuelle evner og interesser have bedre mulighed for at prøve sig frem og begå fejl.

Der eksperimenteres i stigende grad med nye læringsmetoder og features, som gør læringen mere motiverende. Gamification er et eksempel på en ny læringsmetode, hvor man udnytter
computerspillets evne til at holde spillerne tryllebundne og stærkt koncentrerede i timevis. Computerspillenes succes skyldes ofte, at de hele tiden er i stand til at skabe et spænd-ende univers og tilpasse sværhedsgraden i takt med, at spillerens kvalifikationer forbedres. Samtidig fyldes der på med nye features i takt med, at det lykkes at løse opgaverne. På den måde fastholdes engagementet, så der forsøges igen og igen, indtil det lykkes.

Der er behov for at brække op i folkeskolens alt for snævre curriculum og bryde med at fag og fagniveauer fastsættes efter alder i stedet for interesser og kompetencer. Her er der stor hjælp og inspiration at hente fra digitalisering, som nu i stigende grad trækkes ind i undervisningen og som i øvrigt i stort omfang former børn og unges univers. Digitaliseringen gør det muligt at tilbyde skræddersyede forløb i overensstemmelse med den enkeltes behov og interesse. Digitalisering gør, at ting som kan være svære at forstå i første omgang, kan gentages og forklares på mange nye måder af forskellige lærere i en video eller podcast. Digitale læringsmetoder giver ligeledes mulighed for, at vi kan tage hensyn til, at børn lærer på forskellige måder og i et forskelligt tempo.

Udbuddet af læringsportaler udvikler sig med stor hast. Man kan allerede finde mange korte, intensive og skræddersyede uddannelsesforløb, som relativt hurtigt giver deltagerne helt nye
kvalifikationer inden for et utal af områder. Undervisnings-portalerne indeholder flere andre interessante features, som giver mulighed for at følge den enkeltes fremskridt, og mulighed for at få hjælpe og støtte fra andre deltager. Udviklingen gør, at undervisere frigøres fra traditionel klasseundervisning, men vil til gengæld skulle spille en langt større og vigtigere rolle som inspiratorer, coaches og sparringspartnere for den enkelte elevs jagt efter viden og indsigt. Man tør næsten ikke tænke på effekten, hvis tilgang til lektier eller indlæring blev tilgået med den samme energi og ildhu.

De foreslåede reformer er indtil videre blevet mødt af den sædvanlige modstand, der som automatreaktion altid kommer, når det gælder forandringer. Alligevel må man håbe for de unge
og vores fælles fremtidig velstand, at regeringen har mod til at gå endnu videre med reformerne af uddannelsessystemet og skele langt mere til fremtidens krav i de kommende udspil.